Tøjindustrien er en parasit


Meget sjældent bliver en hel industri beskyldt for at have manipuleret med forbrugerne og snydt sig til enorme fortjenester.

Det er sket for tobaksindustrien, der i ly af manglende videnskabelige beviser kunne fylde alverdens stoffer i cigaretter, som gjorde rygerne totalt afhængige af røgen. Nu hvor videnskaben er kommet frem med beviserne, ser vi eftervirkningerne fx med store bølger af sagsanlæg i USA.

Tøjindustrien er ikke bedre end tobaksindustrien. Den er faktisk værre…Ja, det er noget en påstand, men hør her:

Et hurtigt kick

Tobaksindustrien er bygget på nogle urgamle menneskelige behov for et hurtigt kick. Stenalderfolkene kunne spise honningkager, eller måske har de spist svampe eller røget urter for at få et hurtigt kick. Tobaksindustrien brugte dette menneskelige behov for et kick, og forstærkede kicket i cigaretterne, så de blev helt uimodståelige.

Forfængelige mennesker

Helt analogt er tøjindustrien bygget på et menneskeligt behov for at varme sin krop, skærme sin krop og forfængelighed. Men tøjindustrien har – helt som tobaksindustrien gjorde det – gjort tøjet bedre til at varme og bedre til at skærme, men helt afgørende givet mere guf til forfængeligheden. Smukt tøj, som man føler sig lækker i.

Afhængige af deres produkter

Men begge industrier er gået videre end blot at forstærke et eksisterende behov. De har gjort os afhængige af deres produkter.

Tobaksindustrien fyldte som før nævnt alle mulige stoffer i tobakken, så man får et hurtigt og kraftigt kick af en smøg. Men samtidig bliver den efterfølgende stilhed i kroppen så uudholdelig, at man bliver nødt til at have en smøg mere, og en mere, og… Dette har skabt hundredevis af millioner afhængige rygere på verdensplan, som beviseligt bliver mere syge, dør tidligere, har dårligere livskvalitet og belaster de offentlige sundhedsbudgetter helt vanvittigt.

De elsker vores lave selvværd

Men så slemme er tøjindustrien da ikke, tænker du? Jo, det er de. Vi er for længst over det punkt, hvor vi køber tøj for at blive varme eller dække vores krop af blufærdighed. Vi køber udelukkende tøj af forfængelighed og specielt af mangel på selvværd. Man får det lille kick når man køber noget lækkert tøj, som man kan vise sig frem i, og på den måde blive socialt accepteret. Eller i bedste fald beundret. Men tøjindustrien har lært os, at vi aldrig er gode nok. Vi kommer aldrig til at ligne modellerne. Deres uerklærede mål er at nedbryde vores selvværd, så vi kun kan gøre ét: nemlig købe mere af deres tøj for i det mindste at komme til at ligne modellerne for en stund. Indtil næste kollektion lander i butikkerne. Så skal vi nemlig på den igen.

Shopaholics

Og de stadigt kortere sæsoner for tøjets sociale levetid er for nogle helt selvværdsnedbrudte forbrugere blevet en lang ørkenvandring. De må ty til det korte kick de får ved at KØBE tøjet. Hvad der herefter sker med tøjet er underordnet. Det er selve købsoplevelsen som giver kicket. Der er sikkert kloge psykologer, der kan komme med en bedre videnskabelig forklaring. Men når vi er i den situation, at selve varen ikke betyder noget mere, men kun det at købe noget er lækkert – altså rendyrket materialisme – så bør alarmklokkerne ringe. Så er der ikke meget selvværd tilbage.

Følgevirkningerne er enorme

Det enorme tøjforbrug, vi ser i verden i dag, har voldsomme følgevirkninger. Klimaet bliver utroligt hårdt belastet af de enorme udledninger af drivhusgas fra produktion af råvarer, transport, og produktion af tøjet, og den senere distribution og salg. Miljøet bliver voldsomt belastet af de enorme udledninger af miljøgifte i produktionen, og det enorme forbrug af vand, som så efterfølgende udledes i urenset form. Det meste af verdens tøjproduktion sker i Sydøstasien, hvilket skaber arbejdspladser til fattige familier, hvilket jo er positivt. Men det sker oftest under kummerlige og farlige forhold. Og oftest med børne- og tvangsarbejdere involveret.

Kan der slet ikke siges noget positivt om tøjindustrien?

Jo, der findes virksomheder, som forsøger at lave tøj, der kan holde sig i flere sæsoner. Ikke bare styrkemæssigt, men også socialt. Og så er der heldigvis kommet en del fokus på klima- og miljøpåvirkningen fra den enorme produktion. Nogle tøjproducenter forsøger at anvende økologisk bomuld eller færre kemikalier. Og sammenstyrtningen af Rana-bygningen i Bangladesh i 2013, hvor 1.100 tøjarbejdere omkom, har også sat fokus på de dårlige sociale forhold for arbejderne. Det har også gjort, at nogle få tøjproducenter sikrer bedre arbejdsforhold til de ansatte i Asien.

Men grundlæggende er tøjindustrien en parasit på vores selvværd, vores sociale liv, jordens klima og vores miljø. Det er de store forandringer, vi har brug for.