Sustainor bliver koordinator for Energihåndværkerne Djursland

Energihåndværkerne Djursland vil være rigtig dygtige til energioptimering og bæredygtighed. Derfor får Sustainor nu en rolle som netværkskoordinator.

Dennis Friis Thaagaard (Sustainor) er ansat som netværkskoordinator for Energihåndværkerne Djursland. Seks håndværksvirksomheder fra Djursland, der alle er uddannede energivejledere, dannede i 2013 netværket Energihåndværkerne Djursland med hjælp fra Viden Djurs. Netværket vil gerne blive endnu skarpere på at arbejde med energioptimering og bæredygtighed, og dette er grunden til at Dennis Friis Thaagaard er ansat.

“Jeg glæder mig meget til opgaven, og er sikker på at Energihåndværkerne Djursland har potentiale til at blive en endnu mere betydende spiller på energirenovering og -optimering. Det kombinerede fokus på energibesparelser for kunden og CO2 besparelser for miljøet er lige i Sustainors ånd”, siger Dennis Friis Thaagaard, Sustainor.

Energihåndværkerne Djursland består af: GMS (døre, vinduer og glas), Lindgaard Nielsen (tømrer, beton og isolering), Rytter (tømrer), Holmsted Varmeteknik (VVS og varmeteknik), Holmriis (el, alarm, varmeteknik) og Jesper Kvist (murer). Mere information om netværket på http://www.ehdjursland.dk/om-os/