Iværksættere har fundet sammen på Kystvejen

Kystvejens Erhvervsforum er et inspirerende iværksættermiljø i Grenaa, hvor Sustainor og flere andre firmaer holder til. Her sparrer og netværker man med hinanden til gavn for de forskellige virksomheder.
Det bobler og spirer i iværksættermiljøet ”Kystvejens Erhvervscenter”, som igennem det seneste lille års tid har taget form på første salen af Kystvejens Hotel & Konferencecenter i Grenaa. Der er i alt syv virksomheder, som foruden kontormiljøet også deler viden og erfaring samt netværker på kryds og tværs. De enkelte kommer med vidt forskellig baggrund, men det er netop det, der giver inspiration, da det udfordrer alle og man deraf lettere kommer til at tænke ud af boksen, når der videndeles – udtaler iværksætterne.

Bæredygtighed med overskud på bundlinjen

Bag næste dør sidder Sustainor med to medarbejdere. ”Jeg grundlagde Sustainor sidste år for at støtte mindre virksomheder med at blive mere bæredygtige” siger Dennis Thaagaard.

”Det er supersvært at arbejde med bæredygtighed, hvis man er en mindre virksomhed. Alle de store har selv ansatte med speciale i bæredygtighed, men det har de mindre virksomheder ikke råd til. Og næsten alle danske virksomheder er små. Derfor er der et kæmpehul i markedet. Så Sustainor skal både gavne den enkelte virksomheds økonomi, så overskuddet bliver større. Og samtidigt gavne miljøet, klimaet, menneskerettighederne og arbejdsmiljøet for ansatte i Danmark og hos underleverandører i udlandet”.

Dennis har en baggrund i økonomi og ledelse, hvor han fx har været direktør for datterselskaber af DSV Transport og TDC. Der har også været en afstikker til Udenrigsministeriet, ledelsen i en børneorganisation og en tid som selvstændig ledelseskonsulent. I rygsækken er også 17 år i Forsvaret som sprogofficer bl.a. med arbejde som pressetalsmand for NATO i Bosnien.

For nyligt er energiteknologen Kenni Jensen blevet ansat. Han er ansvarlig for energioptimeringer hos kunderne, og har lige afsluttet en kundesag, hvor han kunne spare kunden for ca. 160.000 kroner i el- og varmeregning årligt på en investering på 270.000 kroner. Det var en tilfreds kunde, siger Kenni. I øjeblikket er han føl ved Grontmij (naboen), så han snart kan udføre energimærkninger. Og Sustainor er i den forbindelse også ved at blive ISO certificeret.

Kilde: Grenaa Bladet