Glad iværksætter med bæredygtighed på hylderne

Glad iværksætter med bæredygtighed på hylderne.

På KlarParatFirmas kursusforløb for iværksættere har vi været så heldige at få Dennis Friis Thaagaard fra Sustainor til at give et eksempel på at være iværksætter.

Dennis startede Sustainor i efteråret 2013 som et enkeltmandsfirma. Kontoret ligger i Grenaa, men kunderne er spredt over hele landet. Fokus er på at hjælpe virksomheder til at tjene penge på at være socialt ansvarlige og bæredygtige. Det er et område i rivende vækst, men det er samtidigt præget af stor forvirring, mange nye fagtermer og en klar pionerkultur.

Et nyt fagområde

”Jeg har før været selvstændig konsulent, men første gang havde jeg de første kunder fra start, jeg skulle ikke udvikle nye produkter og mit netværk var så stærkt, at jeg bare tog imod opgaver, og ikke lavede noget, der lignede markedsføring” siger Dennis Thaagaard. I Sustainor fik han et nyt fagområde, en ny kundekreds og et nyt netværk. Det er han ikke kommet sovende til, og det vil han fortælle mere om på vores kursus.

Platformen i min livsdrøm

”Jeg elsker at være selvstændig, da jeg kan lave lige nøjagtigt det jeg brænder for – nemlig at gøre danske virksomheder mere socialt, miljømæssigt og økonomisk bæredygtige. Min største frygt er at få tilbudt et job, jeg ikke kan sige nej til. For Sustainor er blevet platformen for min livsdrøm. Det lyder lidt stort, men sådan føler jeg det” siger Dennis.

Selvom han har været iværksætter før, var han dog ikke helt forberedt på alle de nye opgaver, der skulle løses i starten.

At lære tingene på den hårde måde

”Jeg elsker at netværke og bruger en del tid på det. Min markedsføring ville jeg selv have styr på og har dermed selv lavet website, sociale medier, nyhedsbreve, brochurer, blogindlæg mv. Nu er jeg dog nået til den erkendelse, at skal det grafiske udtryk have den lækkerhedsfaktor jeg ønsker, så skal der en ekstern fagmand ind over. Jeg er dog glad for at jeg selv tog den hårde tjans i starten. Den klassiske hurdle med kanvassalg er jeg også stødt på. De fleste kunder er kommet fra netværket, men jeg har erkendt, at jeg også skal bruge mere tid og energi på kanvas, altså gribe knoglen og snakke med de potentielle kunder. Efter den første sære og pinlige fornemmelse bliver det faktisk rigtigt sjovt at snakke med så mange spændende mennesker. Jeg vil jo ikke prakke dem noget på, blot hjælpe dem.”

”Hvis jeg for 2 år siden havde set et iværksætterkursus som det KlarParatFirma laver, så ville jeg have jublet. Nu har jeg lært mange ting på den hårde måde, men det bliver man jo også klog af”, slutter Dennis Thaagaard med et smil.

Mød ham på vores kursusrække i efteråret i Aarhus.

Har du spørgsmål til kurserne, så ring til Karen Falkenberg Lund, medstifter af KlarParatFirma, på 61333890 eller skriv til hej@klarparatfirma.dk.

gengivet fra KlarParatFirmas hjemmeside

www.klarparatfirma.dk

www.sustainor.dk