Fortæller du, når du gør noget godt for verden?


Når du tager et samfundsansvar – dvs. gør noget godt for verden – skal du fortælle alle om det! Det gavner både dine ansatte, dine kunder og din bundlinje.

Du får stolte ansatte

Det er dejligt at være ansat i en virksomhed man er stolt af. Og jo mere du som virksomhed tager ansvar for verden – fx ved at passe på miljøet og klimaet – jo mere vil du ifølge alle undersøgelser glæde dine ansatte. Og jo bedre ansatte vil du også få.

Omsætningen vil stige

På samme måde vil du få pluspoints hos dine kunder, og dermed oftere blive valgt som leverandør. Det er en helt klar trend i markedet, at kunderne mere og mere ser på produkter, som de kan købe med god samvittighed. Det gælder både når du er underleverandør og når du sælger direkte til forbrugerne.

Husk at fortælle når du gør noget godt

For at kunderne skal vide at dine produkter kan købes med god samvittighed, kræver det, at du informerer kunderne. Det gør du dels i en årlig CSR eller bæredygtighedsrapport. Og dels via alle dine normale kanaler, som fx sociale medier, pressemeddelelser, websites, messer mv.

Hvor meget skal du fortælle?

I jantelovens land er mange bange for at rose sig selv for meget. I andre lande er der modsat en tendens til, at man bruger selv de mindste forbedringer til at skamrose sig selv, og så glemmer man at fortælle om alt det skidt man også går og laver. Det kaldes ”greenwashing”.

Jeg anbefaler, at du fortæller om alle de gode ting du har lavet. Fx at du sponserer den lokale fodboldklub eller er begyndt at sortere dit affald. Husk blot samtidigt at fortælle, hvad du endnu ikke har lavet, men godt ved at du skal i gang med i fremtiden. Det giver troværdighed. Og det er helt forståeligt, at man ikke kan blive helt bæredygtig lige med et trylleslag. Vær åben og ærlig!

God fornøjelse med din branding!

Følg med her for flere råd om, hvordan du kan få en bedre bundlinje med CSR – dvs. ved at tage et samfundsansvar!

Af Dennis Friis Thaagaard, direktør i Sustainor
(indlæg hos Djurslands Erhvervsforening, november 2015)